Bestyrelsens beretning

1. oktober 2024

Bestyrelsen fremlagde nedenstående beretning på årets generalforsamling 23. september 2024:

Årets nettoomsætning udgjorde 19.182 t.kr. mod 20.983 t.kr. sidste år.

Nettoomsætningen dækker indtægter fra salg af varme og el, kørsel med slamsuger, samt en regulering ved indregning af årets over-/underdækning opgjort jf. ”hvile-i-sig-selv” bestemmelserne i varmeforsyningsloven.

I året medfører reguleringen en udgift på 1.638 t.kr. og udviser en samlet overdækning på 23 t.kr., som er afsat i balancen som en gæld til forbrugerne. Beløbet indregnes i priserne for 2024/25. Det ordinære resultat efter skat udgør 431 t.kr. mod 697 t.kr. sidste år. Ledelsen anser årets resultat for tilfredsstillende.

Som i regnskabsåret 2022-2023 har vi i 2023-2024 været meget udfordret på strømprisen, som på baggrund af den store satsning på solceller og vindmøller i Danmark, har ligget meget stabilt og lavt, samt til tider endda i minus. 

Selskabets gens. el salg pris er gået fra 1,37 Kr./KWh i 2022/23 til 1,58 kr./KWh i 2023/24 og da strøm salg er en stor del af FE indtjeningsgrundlag, har året været tilfredsstillende.

Vi ser dog nu stærkt faldende afregningspriser på de El kontrakter der tilbydes for regnskabsåret 2024/25 samt stærkt stigende omkostning hele vejen rundt (biomasse, drift omk., m.m.) Hvilket har været årsag til prisforhøjelserne hos forbruger af 2 omgange henholdsvis pr 1/1-2024 samt den 1/7-2024.

Der er pt. 278 forbruger tilsluttet varmeværket, hvilket er uændret fra sidste år.

På sidste års generalforsamling, blev der mulighed for, at vi kunne vælge et professionelt bestyrelsesmedlem ind i bestyrelsen. Rene Heiselberg Gier blev valgt ind i bestyrelsen og ved konstituering blev René valgt som formand.

Bestyrelsen arbejdede fra starten med hvilke kompetencer der sad i bestyrelsen, for at udvikle bestyrelsesarbejdet, samt hvad strategien for den fremtidige varmeforsyning i Filskov skulle være.

På et tidspunkt, mens bestyrelsen arbejdede med fremtidens varmeforsyning i Filskov, kom det til udtryk, at der var store forskelle i hvad formanden mente, kunne være fremtidens varmeforsyning i Filskov, og hvad den øvrige bestyrelse mente der var af muligheder. Det resulterede i, at Formanden og Bestyrelsen blev enige om at stoppe samarbejdet i februar 2024.

På det efterfølgende bestyrelsesmøde i februar blev Jan Olesen valgt som formand og Morten Dyrehauge kom ind i bestyrelsen fra suppleantposten som næstformand. 

Siden februar 2024 har vi arbejdet hårdt på at komme tættere på, hvad der skal være modellen for den fremtidige varmeforsyning i Filskov. Vi har haft Niras til at lave en analyse for os, så vi havde et overblik, over de forskellige muligheder i den fremtidige varmeforsyning. Der er senere på Generalforsamlingen et punkt, hvor rapporten vil blive fremlagt.

Bestyrelsen har i løbet af året besøgt andre forsyningsselskaber og set deres set up i varmeforsyningen. Vi kigger også på andre modeller, i forhold til at sikre den billigste fjernvarme pris til Filskov Energiselskabs andelshavere i fremtiden. I den forbindelse bad man om generalforsamlingens opbakning, til at arbejde videre med planerne omkring en ny varmeforsyning, og det fik man. Når det endelige forslag og projekt ligger klar, er det selvfølgelig noget man skal stemme om på en kommende generalforsamling. 

Det er klart at FE står foran en tid, hvor vi kan se, at der kommer en del investeringer i den nuværende driftsform. Anlægget er ved at have en alder, hvor der kommer en del udskiftninger og reparationer på anlægget.

Vi er også i gang med at få udskiftet den store forsyningsledning ind til byen og forventer det færdig her i oktober.

Der kommer også en udskiftning af gyllebilen nu her i 2025, da vi skifter den hver 4. eller 5 år.

Vi kigger løbende på anlægget i forhold til den fremtidige varmeforsyning, omkring hvad der skal udskiftes eller kan repareres.

Vi må konstatere, at 2032 hvor tilskuddet til el-produktion på biogas falder væk, nærmer sig hastigt. Når tilskuddet bortfalder, er det mindre rentabelt at producere biogas til el, i den form vi har i dag.

Om biogasproduktionen forsat skal foregå på anlægget, er stadigvæk noget der i spil, i forhold til den fremtidige struktur for Filskov Energiselskab. Derfor arbejder bestyrelsen på så hurtigt som muligt, at kunne være på plads med en ny plan for den fremtidige varmeforsyning i Filskov.

Med de nye udstykninger ved mergelgraven, som der arbejdes på, samt måske 19 boliger på Midtgårdvej, hvor et boligselskab har spurgt ind til muligheden for at blive koblet på fjernvarmen, ser det også ud til vi vækster i antallet af husstande, der er med på fjernvarmen i Filskov og det er en positiv udvikling for byen.

Hvor mange der så ender med at koble sig på fjernvarmen, ved vi ikke endnu, men flere andelshavere er en gevinst for fjernvarmen.

Vi har været ramt af alvorlig sygdom hos en ansat på fjernvarmeværket, men han er heldigvis på vej tilbage efter sygdomsforløbet.

Vi har også ansat Rene som ny chauffør den 1. maj 2024, for at kunne få alle enderne til at nå sammen i bemandingen, med hensyn til vagter og indkørsel af gylle.

Johnny Mikkelsen har 25-års jubilæum 6. december 2024

Til slut vil  bestyrelsen sige tak til vores medarbejdere på anlægget for et veludført arbejde. Tak til andre samarbejdspartnere, og sidst men ikke mindst, tak til vores trofaste gylleleverandører.

//